tirsdag den 27. januar 2015

Kortprosa kontra novelle

Kortprosa er en skønlitterær genre (lige som eksempelvis romanendigtet og novellen).
Kortprosa kan defineres ved bl.a. følgende forhold:
  • Den er meget kort.
  • Der leges ofte med læserens genre-forventninger, ved at kortprosaen først tager form af at være én bestemt genre, men derefter ændrer disse træk, så læseren bliver i tvivl.
  • Der står meget mellem linjerne, og kan derfor være meget svær at forstå.
  • Der anvendes ofte showing. Der bliver ikke forklaret så meget, men mennesker adfærd, rum og genstande bliver i stedet derimod beskrevet.
  • Den fremstår ofte gådefuld. Den er fuld af "tomme pladser"/"sorte huller", altså ingen facitliste.
  • Kortprosaen er øjebliksfikseret, dvs. der fokuseres ofte på enkelte øjeblikke eller genstande.
  • Små ubetydelige og vægtløse pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for: læserens oplevelse og tekstens pointe.
  • Fortælleren kommer ofte med fortæller-kommentarer. Dette kaldes også metarefleksion. Fortællerens egne reaktioner og meninger reflekteres i teksten.
  • Den har en åben indledning. Fortælleren kaster sig hovedkulds ud i et igangværende forløb.
  • Slutningen er ofte uafsluttet, altså en åben slutning. Det er op til læseren frie fantasi at forestille sig historiens mulige fortsættelse.

Kortprosa: Åh så dyb

Tekst skrevet på Testrup Højskole i formiddags, hvor vi efter at have fået læst uddrag afPeer Hultbergs roman Requiem op, skulle skrive en tekst i samme stream-of-consciousness-agtige stil. Den er skrevet på 30-45 minutter.
(Desuden redigeret i slutningen af februar til Forfatterskoleansøgningen og encyklopædiprojektet. Det er den redigerede version, der nu er at finde her.)
”23 tønder land,” sagde han for sig selv, men hun vidste, at han vidste, at hun kunne høre det, for ellers havde han ikke sagt det og efter et øjeblik fortsatte han med ”i dagligstuen”, og det var da rigtigt de var i en dagligstue, men der var altså ikke 23 tønder land i den – hvad fanden var det han mente han når han sagde sådan noget, når han sagde, at ”sollyset er zebrastribet” eller ”du er en frostklar morgen” eller ”skyggerne danser om kap med virkeligheden” – godt nok var der mange potteplanter ved vinduerne, men hvorfor kunne han ikke bare sige det i stedet for hele tiden at forsøge at være så uudgrundelig, åh så dyb, at han ikke engang selv vidste hvad han sagde halvdelen af tiden, for sådan havde han ikke været, da de havde mødt hinanden, eller det havde han egentlig, men dengang havde det været charmerende, et mystisk og eksotisk strejf, der lokkede piger til og hun var en af dem, og i starten havde det været fedt, og hun var blevet forført af hans kodelyrik, selvom hun kun forstod hvad han sagde halvdelen af tiden, for det virkede ikke så vigtigt, hvad det præcis var han mente, men nu var det irriterende, og når hans og hendes venner – specielt hendes venner – var sammen med dem, nej, sammen med ham, hun var bare til pynt, og lappede hans ord om splejsede sind og øredøvende stilhed i sig, stod hun der, i baggrunden, og så på, for hun var ikke længere hans tilbeder, hans groupie, men bare en tilhører, hun var drengen og han var den nøgne kejser, men hun råbte ikke, heller ikke nu, og hvorfor råbte hun egentlig ikke, når nu han stod der og lukkede dybt vand ud af ørene – igen – i stedet for blot at se til, for det burde hun, det burde hun virkelig, men så slem var han jo heller ikke, når han ikke trådte vande, hvorfor skulle hun ellers stadig være sammen med ham, i stedet for at gå, som hun på det sidste havde tænkt mere og mere over at gøre uden at gøre det, for hun kom kun til at tænke på det, når han talte om tønder i dagligstuen og plastre på hjernehinden, og hun gjorde det nok mest for ikke at sige noget hun senere ville fortryde, for tanken fik hende til at overhøre alt hans lort, for hvis hun sagde noget, der afsluttede forholdet ville hun fortryde det eller også ville hun bare blive deprimeret en tid, eller også ville hun bare være ligeglad, og han ville måske bare fordufte fra hendes sind, som hans luftige ord gjorde det kort efter de havde forladt hans mund, eller måske ville hun blive glad, måske ville det være en befrielse, måske ville hun finde en ligesom ham, bare uden alt vrøvlet, men måske ville hun ikke, måske ville det være hendes livs fejltagelse, og hun ville aldrig finde én der nåede ham til sokkeholderne og leve et liv i ensomhed og blive gammel og grim, blive en kattekælling, som børnene nede om hjørnet var bange for, fordi hun gik og mumlede poetisk vrøvl, og det ville hun ikke.
Det jeg selv er gladest for i teksten er de små sprogforvitringer, der nærmest automatisk blev flettet ind undervejs: kodelyrikkattekællingdybt vand ud af ørene osv
Novelle (italiensk novellanyhed) er en kortere episk fortælling, der normalt beskriver et enkelt handlingsforløb eller situation og ofte har en iøjnefaldende slutning. Den omhandler gerne selve vendepunktet i personernes liv (modsat fx romanen, der også kan handle om tiden før og efter), og der er typisk få personer. Desuden foregår den inden for kort tid. 
Kilde: Wikipedia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar