Kohut og Jung

Heinz Kohut

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Heinz Kohut (3. maj 1913 i Wien – 8. oktober 1981 i Chicago) er en østrigskfødt, amerikansk psykoanalytiker, der opbyggede en teori, hvor mange af Sigmund Freuds antagelser indgik, men hvor fx personlighedens tredeling med dens drifter og konflikter ikke spillede nogen rolle. Teorien kaldes Selvpsykologi. Den psykoanalytiske selvpsykologi, danner grundlaget for mange af nutidens psykoanalytikeres terapeutiske indfaldsvinkler. Den afviser den grundlæggende betydning af den freudianske psykoseksuelle driftsteori ved dannelsen af den menneskelige psyke, og understreger begrebet empati som en afgørende entitet ved menneskelig udvikling og psykoanalytisk forandring.

Tanken er, at terapeutens empatiske forholden sig til klienten, skal fremme dennes oplevelse af selvet og selvværd. Gennem sund narcissisme opnås et stærkt, levende og sammenhængende selv, der stræber ambitiøst og idealistisk mod den fulde realisering af de personlige evner og muligheder.

Carl Gustav Jung

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Han var i nogle år bl.a. præsident for The International Psychoanalytic Association (1910-1914). I 1934 blev han præsident for General Medical Society for Psychotherapy. 1935bliver han titulær professor ved Eidgenössische Technische Hochschule i Zürich, og bliver i 1936 æresdoktor ved Harvard Universitet. Tilsvarende æresdoktortitler følger i årene herefter fra universiteterne i Kolkata (tidligere Calcutta), Benares, Allahabad samt Oxford Universitet.Jung var uddannet læge; han blev dr. med. fra Basels Universitet i 1900. Han fortsatte med at læse til psykiater hos professor Eugen Bleuler på Heilanstalt Burghölzli, Zürich (psykiatrisk hospital).

Jung beskæftigede sig med mange forskellige aspekter af psykens bevidste og ubevidste lag. I dette arbejde brugte han blandt andet tolkning af drømme (i løbet af sit liv tolkede han omkring 80.000 drømme fra sine klienter). Han fremkom med forskellige teorier og arbejdsmetoder.

• I hans typologi (som blandt andet i dag bruges i Myers-Briggs test), opdelte han menneskets funktioner i: føle-, tænke-, intuition- og sansefunktion. Disse er yderligere orienteret i en introvert (indadrettet) og ekstravert (udadrettet) funktion.

• Individuationsprocessen var hans beskrivelse af menneskets udviklingsvej, hvor man kommer i berøring med personaen, skyggen, modsatkønnetheden (Anima og animus) i forsøget på at blive et helstøbt menneske i kontakt med Selvet.

• Alkymien var også et af hans store arbejdsområder, ligesom han gennem en halv snes år beskæftigede sig med mandalaer.

• Synkronicitet forklarede han som tilfældige, af hinanden uafhængige hændelser, som finder sted samtidig. Noget mennesker kan opleve, blandt andet når de er i en individuationsproces.