Casearbejde i forhold til pædagogikkens nøglebegreber

Udvalgte cases i forhold til pædagogiske nøglebegreber

CASE-ARBEJDE

Nedenfor følger 4 cases, som du skal arbejde med i forhold til et af pædagogikkens nøglebegreber.

De enkelte cases beskriver en situation / problemstilling / dilemma fra en daginstitution. Når man skal arbejde med en case, kan man tage mange forskellige ”briller” på. Her er jeres vinkel valgt for jer. I skal bruge den teori, der er koblet til det enkelte nøglebegreb.

Fremgangsmåde:

1. Nærlæs casen
2. Få styr på teorien i oplægsmaterialet
3. Forklar situationen ud fra teorien – beskriv tegn, konsekvenser
4. Beskriv handlingen på situationen – hvad bør du gøre, hvad skal du gøre, hvad må du gøre, hvad kan du gøre som pædagogisk assistent?

OMSORG

Case Mads, to år Mads er 2 år og fire måneder. Han går i en lille institution med to stuer. En vuggestuegruppe og en børnehavegruppe. Mads har fået en lillesøster for tre måneder siden. Mads er i de seneste tre uger begyndt at slå de små børn i vuggestuen, han river dem i håret eller bider dem. Selv om personalet passer meget på, så lykkes det dem ikke at undgå overfaldene. Mads har i den samme periode grædt meget og været ked af det. Ud over at Mads har det svært, så er han en dreng der ellers er udviklingsmæssigt med. Han talte fx stort set rent som 2 årig.

RELATION

Case Olivia, seks og et halvt år Olivia er begyndt i SFO for et halvt år siden. Hun er glad for at være i SFO’en og er især meget glad for HANNE, hendes kontaktpædagog. Olivia leger godt med de andre børn, men hun kan også godt lide bare at være sammen med HANNE og sidde hos hende og snakke. HANNE føler sig ikke tæt knyttet til Olivia.

En eftermiddag sidder Olivia sammen med HANNE på legepladsen. Olivia snakker løs, og HANNE svarer en gang imellem med et ”ja” eller ”nej”. Olivia har været sammen med HANNE det meste af dagen, først sad hun sammen med hende om morgenen, så legede hun sammen med et par piger, men da HANNE begyndte at bage boller sammen med en gruppe børn, kom Olivia straks og ville være med. Den sidste time har Olivia gået rundt efter HANNE og snakket med hende og deltaget i alt, hvad HANNE laver. HANNE er begyndt at blive irriteret over, at Olivia følger efter hende. Hun rejser sig, børster noget sand af bukserne og siger i et bestemt tonefald, at nu skal Olivia lege lidt med nogle af de andre børn. HANNE foreslår, at Olivia går over i sandkassen, hvor en gruppe børn tegner figurer i sandet. Olivia tøver lidt og ser op på HANNE, men HANNE vender sig og begynder at gå. Olivia rejser sig og går over til sandkassen og spørger de andre børn, om hun må være med. Et øjeblik efter er hun i gang med at tegne i sandet.

HANNE går over til pædagogmedhjælperen i den anden ende af legepladsen. De står lidt væk fra børnene, og HANNE siger lavt, at hun bliver så irriteret på Olivia, når hun hænger på hende hele dagen. Hun trænger til at få lidt ro. Pædagogmedhjælperen nikker imødekommende, og HANNE fortsætter: ”Hvis det så bare var et af de andre børn, men Olivia er så kedelig. Vil du ikke tage hende, hvis hun kommer hen til mig igen?” Pædagogmedhjælperen svarer, at det kan hun da godt.

Et par minutter efter kommer Olivia hen til HANNE og tager hende i hånden: ”Kom HANNE, kom og se min sandfigur,” stråler Olivia glad og stolt. HANNE sender et blik til pædagogmedhjælperen, som bøjer sig ned mod Olivia og siger: ”Åhr, Olivia, må jeg ikke få lov at se din sandfigur i stedet? Jeg vil rigtig gerne se den.” Olivia ser op på HANNE og prøver at få begge de voksne med, men HANNE bliver stående, og pædagogmedhjælperen holder Olivia i hånden og begynder at gå over til sandkassen med hende, mens Olivia ser tilbage på HANNE et par gange.

ANERKENDELSE

Case Frederik, to år, og HANNE Det er frokosttid i vuggestuen. Frederik på to år har en frikadelle på sin tallerken. Den skyndte han sig at fingersnuppe da maden blev sat på bordet. Pædagog HANNE: ”Hov hov hov Frederik, du skal lige vente, og man må ikke tage med fingrene.” Frederik skynder sig at tage en bid af frikadellen. HANNE: ”Frederik brug gaflen, vil du forresten ikke også have lidt kartoffelsalat og nogen grønsager?” Frederik: ”Nej, det kan mig ik” Hanne: ”Det ved du jo slet ikke, du har jo slet ikke smagt det.” HANNE øser en lille klat op på hans tallerken. Frederik begynder at græde og skubber tallerkenen væk mens han siger :”Vil ik ha vil ik ha.” HANNE: ”Jo du skal smage, du kan jo ikke bare spise frikadeller, der skal jo også være nogle til de andre.” Frederik fortsætter med at græde. HANNE: ”Det er ikke noget at græde over, det er jo bare mad.” Hun giver ham tallerkenen tilbage. Frederik spiser resten af sin frikadelle og siger: ”Mer mad.” HANNE: ”Du skal først spise lidt kartoffelsalat, ellers får du ikke mere mad.” Frederik skubber tallerkenen på gulvet. HANNE:” Så er du vist færdig med at spise.”

LIVSKVALITET

Case Peter, syv år, og LEIF Peter på syv år er næsten lige startet i SFO. Pædagogerne opfatter ham som en kvik dreng, der er meget god til at klare sig selv. Han går som regel selv hjem fra SFO. En dag da børnene sidder og taler om, hvad der er sket i weekenden, fortæller Peter, at hans mor er kommet på hospitalet. Pædagogen LEIF spørger hvad hun fejler. Peter siger, at det ved han ikke rigtig, men hun sagde nogle meget mærkelige ting, og så kørte faderen hende ind på hospitalet sent om aftenen. Så gider Peter ikke tale mere om det. Resten af eftermiddagen sidder Peter og hænger i puderummet. Da LEIF går hen og spørger, om han vil være med til at spille computer, siger Peter pludselig alvorligt: ”Hvorfor er der nogen mennesker der bliver skøre?” LEIF spørger, hvorfor han tænker på det, men så siger Peter, at det ved han såmænd ikke – ikke for noget særligt, og at han gerne vil spille computer.

Case Sofie, tre år Sofie er lidt over tre år. Hun er begyndt i børnehave for fire måneder siden. Sofies forældre har flere gange talt med pædagogerne om, at Sofie er ked af det, og at hun hver morgen siger, at hun ikke vil i børnehave. Pædagogerne er ikke bekymrede for Sofie. De omtaler hende som et barn, der bruger tid på at observere, hvad der foregår i børnehaven. De ser også, at hun leger med et par andre børn. Det gør ikke forældrene mere trygge ved børnehaven. En dag, hvor faderen henter Sofie, sidder hun alene i garderoben. Hun har tårer i øjnene og siger, at der ikke er nogen, der vil lege med hende.

Faderen bliver vred, finder en pædagog på legepladsen og siger med høj stemme, at NU må de tage sig sammen; er de overhovedet opmærksomme på, at Sofie er ked af det, og at de må gøre noget for at hjælpe hende ind i fællesskabet med de andre børn. Pædagogen bliver overrumplet og svarer, at det måske i virkeligheden handler om, at Sofie kan mærke, at forældrene ikke bryder sig om børnehaven. Hun siger også, at børnehaven har gode erfaringer med at give børnene tid til at falde til, og at børn selv må finde ud af, hvordan de kommer med i leg og aktiviteter. Sofie overværer optrinnet mellem pædagogen og faderen.